26. april 2012

Jussi modtog KRIMI BLITZ-PRISEN og var æresgæst ved Østersøkonferencen

Jussi Adler-Olsen fik på sin seneste tur i Tyskland overrakt den prestigefyldte Krimi Blitz-pris som årets krimiforfatter i Tyskland 2011 for bogen ”Flaskepost fra P” – i Tyskland kaldet ”Erlösung”.

Forbundspræsidenten Joachim Gauck fik overrakt et signeret eksemplar af Jussi Adler-Olsens bog, Alfabethuset.

Online magasinet www.krimi-couch.de nominerer hvert år de 20 bedste titler blandt 10 tyske forfattere og 10 udenlandske forfattere, og så er det op til læserne at stemme om, hvem der skal have den nationale Krimi Blitz, og hvem der skal have den internationale Krimi Blitz. Med ca. 450.000 månedlige besøgende på sitet er det at få tildelt en pris herfra den mest prestigefyldte pris man kan få som krimiforfatter udgivet i Tyskland.

I år tilfaldt æren for den internationale pris altså Jussi Adler-Olsen, der er meget stolt over at modtage den. ”Dels er bøgerne nomineret af fagfolk, og dels er det læserne selv, der vælger deres favoritforfatter ud fra denne liste. Det er den tyske pris, der er mest eftertragtet, når man skriver thrillere, og jeg er meget stolt over at modtage den,” siger Jussi Adler-Olsen.

Jussi Adler-Olsen vandt overbevisende med en margin på 18% ned til nummer to på den internationale liste, som i år var Jo Nesbø.

Repræsenterede Danmark ved Østersøkonferencen

På turen til Tyskland var Jussi Adler-Olsen også inviteret til at deltage som æresgæst ved åbningen af Østersøkonferencen, der blev afholdt i Berlin 23-27. april. Her var inviteret én gæst fra hvert medlemsland af Østersørådet, der skulle repræsentere kulturlivet, og Jussis opgave var desuden at ledsage den tyske forbundspræsident Joachim Gauck, som også er fungerende præsident for Østersørådet.

Dagen efter åbningen af Østersøkonferencen havde Jussi Adler-Olsens tyske forlag i samarbejde med den danske ambassade planlagt en aften med spørgsmål til forfatteren og oplæsning af hans bøger. Arrangementet blev afholdt i den store Weltsaal i det tyske udenrigsministerium i Berlin. Det blev en stor succes – som en af de fremmødte efterfølgende skrev på Jussis hjemmeside: ”Din udstråling, dit kropssprog, dit lune og ikke mindst dit forfatterskab gik lige i hjerterne på de tyske formelle deltagere, og jeg er sikker på, at de denne aften pludselig følte sig som danskere.